D. 8 juni var en særlig dag for Anders Hvid og Niels Hvid, da de her foretog den første danske nat vfr flyvning i en varmluftballon. Planlægningen til denne flyvning havde stået på længe og denne flotte juni morgen lykkedes det. Alt det ekstra udstyr, man skal have med, når man flyver om natten, blev monteret og op gik det.

Vi fløj hurtigt op i 2000 ft i mørket, hvor alle landsbyer strålede og morgenen så småt gryede. Under solopgangen lykkedes det os at se solen stå op hele 4 gange, da vi bare gik ned mod jorden hurtigere end den stod op. Det var et helt vildt og fantastisk syn.

Efter solen var kommet helt op, smed Anders Niels af på en mark og han gik de 5 km. tilbage til bilen og fulgte efter Anders, som landede næsten 2 timer senere.

Vi kan begge love, at det ikke er sidste gang vi flyver om natten :)

/Niels

Vi er Danmarksmestre! 

2013 blev året, hvor jeg skulle til Danmarksmesterskaberne i ballonflyvning for første gang med eget hold. Årets mesterskab blev afholdt i dagene 7.-11. august i Søhøjlandet, ved Silkeborg. Selve DM viste sig at blive et langt mere spændende og udfordrende stævne end jeg lige have forestillet mig. Men hvordan kan man overhovedet konkurrere med en ballon, svæver den ikke bare med vinden?

Dette plejer at være blandt de første spørgsmål, både når folk møder os ballonpiloter til et stævne som DM, men i særdeleshed også når vi træffes ude i det danske landskab. Men hvordan gør vi det så?

Balloner svæver ganske rigtigt med vinden, da vi ikke har en egentlig ”påhængsmotor”, som kan flytte os i den ønskede retning. Derimod er der forskellige vindlag op gennem atmosfæren. Hvert af disse vindlag har hver deres retning samt hastighed og der kan være meget stor forskel på disse lag. Placeringen, tykkelsen og udbredelsen af disse lag varierer utroligt meget, hvorved en ballon, der kommer 5-10 min efter en anden ballon, måske ikke får samme slags vinde og derved kan havne et helt andet sted. Dette er især gældende tæt ved jordoverfladen om morgenen samt ud på aftenen. Desto højere op man stiger i atmosfæren, desto mere stabile bliver vindlagene, hvilket ses i form af færre retnings- og hastighedsskift, men der kan dog være store regionale forskelle. Herved er det netop dygtigheden til at styre sin ballon gennem disse mange forskellige vindlag, som kan være udslagsgivende for om man vinder DM eller ej.

Konkurrencetyper

Der findes mange forskellige konkurrencer indenfor ballonflyvning. Ved at udnytte de forskellige vinde bliver det muligt, at placere flere mål nogle kilometer ude i landskabet for herefter at flyve ind på dem. Her handler det ofte ikke bare om at flyve et par meter forbi målet, men derimod at flyve et par centimer forbi målet. De fleste balloner er på ca. 2.200 m3, så dette er ikke altid lige nemt. For at markere, at vi har været der, har vi en såkaldt marker med. Markeren er en to meter lang streamer af nylonstof indeholdende 30 gr. sand, som vi bruger til at markere vores bedste position ift. målet. Nogle gange bliver disse også droppet fra stor højde, hvis vi ikke kan flyve lavt ind på målet. Andre konkurrencetyper går f.eks. ud på at flyve længst (km) på en given tid, kortest på en given tid, lave den største kursændring under en flyvning eller den største kursændring fra en given kurs. Flere af disse forskellige konkurrencer bliver oftest afviklet på samme flyvning, hvilket gør planlægningen af flyvningen strategisk meget vigtig. Man risikerer nemt ikke at kunne gennemføre alle opgaverne, hvis man ikke har planlagt flyvningen korrekt, hvilket både er gældende før og under flyvningen. De nævnte konkurrencetyper er de ”klassiske” fra gammel tid og der findes i alt 19 forskellige konkurrencetyper. Den elektroniske alder har ligeledes indfundet sig i ballonverdenen og til mesterskaber flyver vi derfor med loggere, som registrerer vores position, højde, fart m.m. Det betyder at nye konkurrencetyper har set dagens lys. Blandt disse kan f.eks. være, at man i stedet for at passere et vejkryds i få meters højde, skal flyve gennem et punkt med et UTM koordinat, som befinder sig i 500 fods højde (oftest MSL). Det kan også være man skal registrere flest mulige track-punkter i en omvendt lagkage i luften, hvor de forskellige lag af lagkagen varierer i højde og udbredelse (oftest 3 lag). Det mindste lag vil eksempelvis give 3 point per track-punkt, mens det største kun giver 1 point. Konkurrencen går da ud på at få flest mulige point, ved at flyve på kryds og tværs i lagkagen. Det er derfor op til piloten og holdet at sammensætte den bedste strategi, inden take-off, for at vinde denne konkurrence.

Hvordan foregår et Danmarksmesterskab?

Balloner flyver kun et par timer efter solopgang og et par timer før solnedgang pga. termik, da sikker flyvning heri er ekstremt svært og kan vise sig på grænsen af det umulige. Derfor er det kun muligt at gennemføre 2 flyvninger pr. dag og da et mesterskab sædvanligvis strækker sig over fem dage, hvoraf fire af dagene er med konkurrenceflyvninger, da kommer vi op på maksimalt 8 flyvninger i et danmarksmesterskab. Såfremt vejret viser sig fra sin værre side og vi ikke har fløjet mindst to gange med tre konkurrencer i alt, da er der mulighed for en reserveflyvning på mesterskabets sjette dag. Med det danske lunefulde sommervejr, da hænder det også en gang imellem, at vi skal bruge reservedagen for at kunne kåre en danmarksmester.

Et meget anderledes Danmarksmesterskab

Med denne blide intro til, hvordan man flyver og konkurrerer om mesterskabet i en varmluftsballon vil jeg fortsætte min historie. Jeg havde besluttet at stille op som pilot til danmarksmesterskabet for første gang og det endda med et helt nyt sammensat hold bestående af Anders Hvid, Nanna Madsen og Filip Pettersson. Vi boede i et sommerhus små 15 min kørsel fra selve briefingscentret, hvor alle briefinger for flyvningerne blev afholdt. Da briefingerne oftest var kl. 06:00, betød det, at vækkeuret allerede lød kl. 04:50. Med begge øjne på klem fik vi spist noget hurtig morgenmad, pakkede bilerne, klargjorde ballonen til dagens flyvning og så var det ellers bare af sted mod briefingscentret.

I år blev det til i alt tre flyvninger med otte opgaver totalt, såkaldte tasks. Efter den første flyvning, som havde tre tasks, befandt jeg mig, noget overrasket, på en samlet førsteplads i det danske mesterskab. Den anden flyvning gik ikke så godt for os, hvorved vi faldt tilbage til en andenplads. Vores placering var dog skarpt forfulgt af tredje-, fjerde- og femtepladsen, hvorved endnu en dårlig flyvning ville bringe os til bunden af klassementet. Med disse tanker i baghovedet og pres på vore skuldre vi gik ind til fredagens briefing (den næstsidste dag) og det var netop denne flyvning, der gjorde det største indtryk på mig under hele stævnet.

Den sidste flyvning til DM viste sig at være en aftenflyvning og briefingen startede kl. 17:00 – præcis! På bordet foran os lå et skema med meteorologiske informationer, et task sheet og hele fire markere. Det betød altså fire konkurrencer! Da vi indtil videre kun havde fløjet fem konkurrencer, kunne en dårlig flyvning med 4 konkurrencer virkelig sende os ned af rangstigen. Presset på hele holdets skuldre steg stødt da dette var en ordentlig mundfuld.

Stævnelederen, Dave Morgan, gennemgik konkurrencetyperne, deres begrænsninger og specifikationer. Hvis vejrudviklingen havde fulgt Daves hoved, skulle vi først flyve ind på to målkryds, han havde placeret ude i landskabet, for derefter at flyve ind på to selvvalgte mål. Disse skulle være 15 km fra startstedet og skulle være deklareret inden take-off. Alle ballonpiloter ved, at vindene ændrer sig meget hen under aftenen og at skulle deklarere to mål, mindst 15 km fra sit startsted inden man er i luften er utrolig svært. Flyvninger som disse kræver en bunkevis af erfaring samt den rette mængde held.

Vejrudsigten for aftenen spåede om en front på vej fra Vesterhavet, en front der senere hen betød at hele lørdagen regnede væk. Denne front kunne generere meget ubehageligt vejr, hvorfor Dave sendte os alle til Virklund Sportscenter for en ekstra briefing kl. 18:00. Det var samtidig også et krav, at alle ballonerne startede samme sted ved denne flyvning, både pga. konkurrencens beskaffenhed, men også pga. vejret.

Ved ballonflyvning er det i særlig grad vejret der bestemmer flyvningens udfald og da Dave var usikker på udviklingen i vejret blev briefingen udskudt, men kl. 18:50 kom den meldingen endelig. Den sidste task var annulleret, da den ikke kunne nås inden solnedgang og vi fik samtidig kun 17 min til at finde og deklarere det mål vi forventede at flyve ind på. Dette resulterede i nogle meget stressede minutter, da det eneste vi havde af meteorologiske data bestod af modeldata. Disse data stemmer fint overens med virkeligheden, når man kigger på hele Jylland, men ikke for de lokale forhold og variabler. Så med en god portion erfaring og mavefornemmelse planlagde vi det sidste mål. Nu gjaldt det ellers bare om at komme i gang med at fylde ballonen, først med kold luft, dernæst varm luft og herefter den sidste klargøring inden take-off. Med mig i kurven havde jeg min bror, Anders Hvid, som også er ballonpilot, der er min navigatør og assisterer mig med at læse kort, finde og planlægge mål, lægge strategi og meget mere. Anders er en utrolig stor hjælp at have, da jeg ellers ville have for mange opgaver til at kunne flyve holdet ind på en topplacering.

Tilbage på startpladsen gav Dave grønt flag og 10 min efter gik vi i luften. Næsten alle 16 balloner valgte at lette indenfor 10 min af hinanden, men pga. de meget forskellige hastigheder i højden var vi hurtigt spredt for alle vinde. Ved at flyve lavt over søerne og skoven ved Silkeborg, lykkedes det os at komme godt ind på det første mål ved Sejs sportsplads. Faktisk så godt, at Anders og jeg begge troede vi var de bedste med 150 m. Dette højnede stemningen i kurven og fulde af selvtillid fortsatte vi mod det næste målkryds, hvor vi også kom rigtig godt ind, blot 117 m fra. Vi fandt dog senere ud af at en enkelt pilot var kommet tættere på det første målkryds end os.

Vi begyndte nu at kigge frem mod det sidste mål. Vinden var allerede drejet meget mod venstre ift. vores flyveretning, hvilket i den grad besværliggjorde indflyvningen på vores sidste mål. Intet af det, som nu skete med vinden, var forudsagt og vi nulstillede derfor alle vores forudsætninger og tog bestik af hvad vi havde oplevet den sidste halve time. Med dette i baghovedet tog vi alle midler i brug i kampen om at komme tættest på vores sidste mål. Vi blev så desperate efter at finde en bedre vindretning end den vi havde i bunden, at vi tog et hurtigt smut op til 1.500 meters højde. Der var dog ikke noget at komme efter, hvorfor vi hurtigt gik i synk igen med 4 m/s. Da vi sluttelig passerer målet, blev det desværre i en afstand af 285 m.

Nu, da den sidste konkurrence var slut, fandt vi en god mark at lande på. Både Anders og jeg var meget glade og yderst tilfredse med vores flyvning, da vi var sikre på, at vi havde holdt vores andenplads. Hvorvidt flyvningen havde skænket os førstepladsen, var vi dog rimelig sikre på ikke var tilfældet, da afstanden pointmæssigt syntes alt for stor inden den sidste flyvning.

Efter vi var landet og havde fået snakket lidt med de andre piloter, begyndte brikkerne at falde på plads. Kim Larsen, som var taget af sted fra startstedet som den allerførste, havde nemlig luret at fronten allerede var begyndt at ødelægge vindfeltet ved jorden. Alle der fløj bare fem min efter Kim fik nemlig markant mere drej mod venstre end forudsagt ift. vores flyveretning. Det var derfor lykkedes Kim at blive nummer et, ikke blot på den første eller anden task, men på alle tre konkurrencer, noget der ikke ses ofte i Danmark. Årsagen til, at jeg var kommet så meget bedre ind på målene end alle andre var simpelthen at, jeg havde fundet et lokalt lag, som ingen andre havde og at jeg kunne flyve godt i det.

Noget af en overraskelse

Lørdag morgen var briefingen sat til kl. 06:00, men på vej mod briefingscentret sås der mørke skyer og regn over det hele konkurrenceområdet, så vi forventede ikke at komme i luften her til morgen. Ganske rigtigt blev flyvningen aflyst og det var der god grund til, vejret var alt for dårligt.

Inden vi vendte snuden hjemad mod dynerne gik vi over for at kontrollere scoren og fik jordens største overraskelse. Vi havde klaret os ekstremt godt på gårsdagens flyvning og samtidig havde vores nærmeste konkurrenter ikke klaret sig alt for godt i forhold til os, hvilket betød at vi nu havde overtaget førstepladsen og det var endda med en fin margen til andenpladsen og som i alle andre sportsgrene kan et forspring vise sig at være guld værd. Føringen var dog ikke større end at endnu en flyvning sagtens kunne sætte det hele over styr. Faktum var dog at vi havde generobret førstepladsen og var utroligt glade, på grænselinjen til det euforiske, men da der stadig ventede en flyvning forude, lagde vi låg på glæden, skyndte os hjem, satte elektronikken til ladning og lagde os til at sove så vi kunne være klar til en aftenflyvning, hvilket også ville være mesterskabets sidste flyvning.

Aftenens briefing viste sig at blive en meget langtrukken affære, da man nærmest skulle granske hver en kvadratcentimeter inden for konkurrencekortet, for at finde flyvebare konditioner. Der var blevet spottet et enkelt byge- og skyfrit område ude i Nordsøen, som skulle komme ind over landet i løbet af aftenen. Briefingen blev derfor hele tiden udskudt og med to mulige konkurrencer her til aften, var vores førsteplads på ingen måde sikker. I den slags omskiftelige vejr findes der nemlig alle typer og retninger af vinde og man kan nemt tabe alt. Dog blev fronten og det dårlige vejr ved med at udvikle sig negativt og stævneledelsen besluttede sig for, at hejse det sorte flag, da det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at sende os af sted.

Det gik nu op for os, at vi var blevet Danmarksmestre. Dette var noget vi havde joket med hjemmefra, men ikke rigtig troet på. Alt sammen af den simple grund, at det var mit første DM som pilot og at jeg havde et helt nyt hold, som aldrig har fløjet sammen før. Vi havde haft to flyvninger forud for DM, hvor vi havde trænet så meget det var muligt, men vi fik aldrig dækket det hele. At have hele holdet øverst på skamlen og have flere flertallige DM mestre under sig var en helt ubeskrivelig følelse.

Anders, Nanna og Filip havde gjort et fantastisk stykke arbejde for at få mig i luften hele ugen igennem og vi havde på trods af mange problemer, udfordringer og meget sene nætter formået at levere vores bedste. I mine vildeste drømme og fantasier havde jeg aldrig forestillet mig en bedre debut til DM og ej heller om et bedre hold, der i sandhed viste sig at være et Dream-team. Sluttelig vil jeg gerne takke mit hold; I bar mig, hvor jeg ikke kunne gå, I hjalp mig, hvor jeg ikke kunne bunde, foruden Jer var dette aldrig muligt, foruden Jer var dette aldrig hændt.

Tusind tak for alt jeg håber inderligt i vil være med til at forsvare titlen næste år.

/Niels

2013 blev året hvor jeg for første gang fløj nord for polarcirklen, nærmere betegnet i Gällivare i Nordsverige, ikke langt fra Kiruna. At flyve nord for polarcirklen i arktiske omgivelser er en af de mange ting, som står på min ballon to-do liste. Så da jeg endelig fik muligheden, slog jeg selvfølgelig til. Jeg skulle op og flyve sammen med Per Helmersson i hans 260'er Turkish Airlines ballon med plads til 12 personer. Per har flere gange fløjet i Gällivare og er generelt en meget erfaren og dygtig pilot. Dette fik jeg ved selvsyn at se ved de forskellige starter under meget krævende forhold. Per flyver generelt over hele Sverige, men kommer fra Göteborg, hvor han driver dit firma Ballongflyg i Väst.

Efter at være landet i Lapland International Airport (Gällivare Flygplats), var jeg allerede faldet på halen. Velkommen til minus 27 grader og minimum 1 meter puddersne. Luften var så krystalklar og tør, da jeg landede om aftenen, så jeg glædede mig til næste morgen, hvor eventyret kunne starte. 
At vågne op til denne udsigt på førstedagen, er ligesom juleaften da man var lilleIMG 5575. Jeg kunne slet ikke vente. Arctic Balloon Race, som stævnet i Gällivare hedder, er et lidt utraditionelt stævne, da det er en løs blanding af hygge og konkurrence. Hver dag gælder det om at flyve ind på et mål på søen, som ligger mellem byen og bjerget Dundret. Det skal man, fordi der kun er 9 veje i hele området og lander du ikke på sådan en eller på en sø, ja, så kommer du først hjem mange timer senere og det kan være et problem med den massive kulde, som er deroppe. Samtidig er stævnet en mulighed for at vise lokalsamfundet, hvilket fantastisk område de bor i. Det gør man ved, at hver pilot skal tage passagerer med. Hver pilot må selvom hvor mange han tager med, han skal dog minimum have en med. Efter at have hentet vores passagerer tog vi derefter ud til et samlet startsted. Dette skete efter kyndig vejledning af Per Helmersson, som rådgav hele stævnet med startsteder, da han er særdeles kendet deroppe. Et startsted i Gällivare er enten en grusgrav, et parkeringsområde eller mindre veje, da der ikke findes åbne områder som sådan deroppe.
Hvis der er noget, man opdager, når man sætter en ballon op i den slags kuldegrader, så er det de massive problemer man uvægerligt vil få. Hvad enten det er kolde ventilatorer, som skal have choker for at køre, TEMA-koblinger som skal varmes op for overhovedet at koble eller gaslækager som opstår spontant, frysende fingre og tæer, ja så bliver man hurtigt klar over, at dette ikke er et klima som tilgiver dig, hvis du ikke tænker dig om. Men når du så har lært alle de små tricks, alle omvejene og alle de ting, man tager for givet hjemme, ja så kommer belønningen allerede i 50 ft. IMG 5682Hvilket syn. Det er længe siden jeg har set så smukt og klart et landskab. Et landskab, som er så uspoleret af mennesket og som lever sit eget naturlige liv. Fodspor efter rener, elge, harer og andre dyr jeg end ikke kender. Vildmarken får pludselig en helt ny betydning for en, samt en indsigt i hvorfor vi skal passe på den. For den er i sandhed betagende, frygtindgydende og smuk på samme tid. IMG 5594Flyver du f.eks. rundt om bjerget Dundret, så er det slut med mobildækningen. Hvis du er heldig og der er line of sight, så vil dine radioer virke. Hvis ikke, ja, så skal du have skiskoene på og finde et godt punkt.
Alle disse indtryk fik jeg allerede på den første flyvning og det gør bare hele oplevelsen så meget mere fantastisk. At jeg samtidig var deroppe med et fanstastisk hold bestående af en masse dejlige svenskere, gjorde det kun endnu bedre. Nogle havde jeg mødt før, andre ikke. Men det gjorde ingenting, for vi forstod at hygge os.

Den sidste flyvning var også helt speciel for mig. Ved denne flyvning skulle et svensk par vies efter de samiske ritualer i kurven. Jeg har kun fløjet 2 frierier hjemme i Danmark, så at flyve et bryllup og tilmed at samisk bryllup, var helt specielt. De havde traditionelle samiske klædedragter og ordlyden i vielsen havde jeg aldrig hørt før. Desværre var meget af min opmærksomhed på flyvningen sammen med Lars Ekstedt, da det var noget marginal vejr som vi startede i. Men det hele lykkedes og parret var utrolig glade for turen, selvom bruden frøs en del til sidst.

Efter 5 flyvninger deroppe, hvoraf jeg var med på 4 af dem, var det på tide at søge hjemad igen. Men det var med en tåre i øjenkrogen og med ønsket om at vende tilbage næste år. For dette sted, som jeg stadig har svært ved at forstå er så fantastisk, har i den grad taget mig med storm og tvinger mig til at komme tilbage. Både for at opleve mere af naturen, dyrene, nordlyset, snescooterne og alle de andre ting, men også for at vise andre denne storslåethed. Hvis du klikker her, så kan du se mange flere billeder fra min tur deroppe.
Jeg kunne skrive flere romaner om mine oplevelser og udfordringer deroppe, men det vil jeg spare dig for. I stedet vil jeg opfordre dig til på at tidspunkt i livet at prøve det. At prøve at flyve i et landskab hvor naturen hersker og bestemmer og du blot er en gæst.

 

Til slut skal der lyde et samlet tak til Per, Robert, Christian, Linus, Lars, Bjørn, Filip, Anders, Jesper, Elisabeth og alle de andre som gjorde det til en fantastisk uge.

 

/Niels 

Da Bertrand Piccard og Brian Jones tog ud på det til dato længste balloneventyr nogensinde, sad jeg hjemme i stuen med min far ved siden afog fulgte troligt med. Jeg var bare 13 år dengang, men havde i de foregående år fulgt forsøgene hos Bertrand, Steve Fosset, Richard Branson og alle de andre. Hvert et forsøg blev fulgt med stor iver derhjemme på det gamle hakkebræt af en computer og med 32K modem, så vi kunne følge med online. Det var stort, nok så stort, at det plantede et frø i mig om at udforske verden og livet gennem en ballon. Et frø, som blev næret af de mange oplevelser fremadrettet, som til sidst voksede sig så stort og stærkt, at jeg en kold tidlig morgen stod foran mit til dato største eventyr. Faktisk så stort, at selv efter landingen i Mirow, Tyskland, forstod jeg ikke helt hvad jeg havde gjort. Der gik mange dage, før det egentlig gik op for mig. Men lad os spole tiden lidt tilbage til august 2012, for det er her, eventyret rigtig taget fat.


En sensommeraften i august 2012 sad jeg derhjemme med familien og slappede af. Jeg kan ikke helt huske hvordan, men pludselig fik jeg ideen om at ville prøve at flyve i længere tid end de 1-2 timer, vi normalt flyver i. At finde ud af, hvad der sker på den anden side af ”hegnet”, som afgrænser det område, jeg normalt flyver i. At opleve, hvordan dagen udvikler sig, efterhånden som man svæver igennem den. Samme aften satte jeg mig ned og lavede en masse estimeringer og skitser på, hvordan det her mon kunne lykkes. Jeg søgte lidt hurtig viden og så et projekt tage form foran mig. Der var mange ubekendte og mange problemstillinger der skulle tages hånd om, men ikke desto mindre tændte det en flamme i mig, som sjældent er set.

 


De næste ugers tid gik med flere og flere detaljerede beregninger, planlægninger, indhentning af viden fra piloter i England og Sverige, samt almen forberedelse. Sideløbende med dette erkendte jeg hurtigt, at jo mindre dødvægt jeg havde med, jo mere gas kunne jeg have med. Så efter at have kigget på mig selv kritisk i spejlet, blev der opsat en stram kostplan, med daglig motion. Simpelthen fordi, at ville jeg det her, så skulle det gøres på den rigtige måde.



2013.04.04.1August og september gik, hvor der blev trænet og der gik ikke en dag uden tanker på hvordan jeg kunne gøre det her. Jeg havde ingen real life data for kolde flyvninger og for mit gasforbrug ved fuld last. Tidligt om morgenen d. 10/11-2012 tog jeg derfor ud på en testflyvning i -10 grader ved jorden og med næsten alle systemer ombord. Jeg var fuldt lastet med så mange gasflasker, jeg kunne få fat i og tog afsted fra Jægerspris. Efter at have fløjet 17 km rundt om Frederikssund området landede jeg et stykke udenfor Slangerup. Hele turen tog 4 timer og 47 min. Efter landingen var der kun to ting som fyldte mit hoved. Det var, at det her projekt var muligt og at det var langt mere spændende, end jeg havde troet. At se dagen udvikle sig for øjnene af en, dyrene vågne, folk køre på arbejde, solen stå op og bevæge sig over himlen. Det er så fantastisk, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Det er noget alle må prøve. At sidde i 2,000 ft. og se det hele folde sig ud for øjnene af en er helt fantastisk.


Efter denne prøvetur kom jeg hjem med utroligt mange vigtige data, indtryk og erfaringer. Alt sammen noget, som gjorde at mange ting i mit projekt måtte korrigeres, tænkes igennem igen og ja, bare undersøges nærmere. Umiddelbart efter flyvningen var holdet på plads, som bestod af Anders Hvid, min bror, Henrik Vedel Jørgensen, min far, og Christoffer Mundt, den regerende Danmarksmester. Det bedste team i mine øjne og med et mix af erfaringer, som kunne være rigtig gode at have, hvilket senere ville vise sig at holde stik.


Tiden gik gennem december med flere tanker og med at gøre projektet mere konkret. Ved indgangen til januar og februar blev der flere gange varslet ”At nu sker det, vi skal af sted”. Disse varsler blev altid givet op til en weekend, da alle enten studerede eller arbejdede. Samtidig var jeg begyndt at studere i Stockholm i begyndelsen af januar, hvilket tilføjede endnu en komplicerende dimension til hele projektet. Denne havde jeg ikke set under den første planlægning.


Ugerne gik, sneen kom, blæsten kom og det hele forsvandt igen. Vinduet for flyvningen begyndte at løbe ud, fordi jeg satsede på at finde en dag med et voldsomt kuldehøjtryk, som gav –15 grader ved jorden. Som ugerne gik, måtte jeg hver uge lave nye beregninger, gennemtænke nye scenarier, ændre ved tidligere forudsætninger. Jeg begyndte så småt at se hvad vej det hele gik og begyndte for første gang at indse, at det måske ikke blev til noget alligevel. Alle disse måneders forberedelse. I starten af februar tog jeg derfor en beslutning og skrev ud til hele holdet, at hvis ikke vejret var godt i ugerne 7, 8 og 9, så lukkede og slukkede vi for i år. Jeg kunne ikke tillade mig at råbe ulven kommer mere, og selv var jeg også ved at være lidt træt af at blive skuffet hele tiden. Men nu var der trukket en streg i sandet, som man kunne forholde sig til og det gjorde den sidste periode langt nemmere at håndtere.


Ugerne 7 og 8 gik, hvor uge 8 så lovende ud, indtil få dage inden weekenden. Jeg havde næsten købt billetten hjem, og da jeg kiggede på vejret en uge frem, så det ekstremt dårligt ud. Måske kun 15% chance for noget som helst. Mentalt kølede jeg lidt af der. Men så kom onsdagen i uge 9. Og hvilken onsdag, jeg blev fyr og flamme igen. Jeg snakkede meget med Anders, men han var meget tøvende, forståeligt nok. De forrige uger havde vi stået i samme situation. Men som fredagen nærmede sig time for time, så det mere og mere muligt ud. Billetten var booket, holdet var varslet og dette var sidste vindue. Christoffer, som gennem hele projektet har været fantastisk til at stille ”dumme” irriterende spørgsmål, som krævede at jeg skulle tænke mine løsninger igennem mere end en gang, havde også fået sit opkald. Havde han set ting jeg ikke havde? Det havde han ikke.


Meget af grejet var allerede pakket mange måneder inden og testet, så Anders brugte det meste af lørdagen på at hente de sidste ting. Jeg havde haft et sent arrangement fredag og et heldagsarrangement i Sverige lørdag, men Anders kløede gerne på.


Hele lørdag aften gik med at planlægge, hvor vi skulle starte fra. Anders og jeg havde længe kigget på Randers, men det ville straffe os voldsomt hårdt med tid og kørsel. Pludselig sagde Anders ”Hvorfor flyver du ikke bare til Tyskland?” Hvorfor gjorde jeg ikke bare det? Jeg havde flere gange selv luftet ideen i hjemlige lag, men min mor ville ikke høre af det. Ikke om hun ville have sin søn fløj over så meget vand midt om vinteren. Nej! Men det var faktisk en perfekt dag at gøre præcist det og jeg havde indkøbt alle flyvekort over området, da jeg måske skulle flyve gennem Jylland. Så mens Anders og Henrik sad og tegnede løs på mit flyvekort med forskellige flyveruter, vinde og tidsestimater, tog jeg en lang snak med min mor og forklarede hende alle de aspekter jeg kunne se og hun fik svar på sine spørgsmål. Vi var GO.


Fordi vindene godt kunne være lidt problematiske, havde vi vurderet, at Jyderup var det bedste sted at starte fra, da Anders kendte et godt sted fra DM 2012. Anders og Henrik havde samtidig indtegnet en linje gennem hele kortet fra Jyderup, hvor, hvis jeg passerede denne, skulle der søges landing med det samme, da alt øst for denne ville være forbundet med en risiko og udvikling i vejret, som ingen af os så nogen grund til at flyve i. Øst for denne linje var der på Sjælland og Falster mange muligheder for at sætte ballonen ned igen. Flyveplanen blev indtelefoneret, de sidste ting blev pakket og så skulle der soves. Og for første gang i mine 8 år som pilot kunne jeg ikke sove inden en flyvning. Jeg havde hørt om, at andre piloter var ramt af samme slags nerver eller spænding, men havde ikke prøvet det selv. I stedet fandt jeg en tør og kedelig manual at læse i og så var det problem løst.


Søndag morgen blev bilen så pakket med det sidste og vi mødte Christoffer i Roskilde for at køre sammen til startstedet. Christoffer var udpeget som observatør for forsøget og skulle observere under forsøget. Vi kom ud til startpladsen planmæssigt og undervejs havde jeg snakket med meteorologen. Der var ingen ændringer i deres modeller fra lørdag aften, så da vi ankom, tog vi en vindmåling. Den så fin ud, så vi begyndte at gøre klar til at starte ved solopgang.


Lige før inflation begyndte virkeligheden at ændre sig fra mine planer. Vi havde inden forsøget udsendt to pressemeddelelser og havde ikke fået nogen respons. TV2 Vejret, som skulle have fulgt forsøget, havde meldt fra om lørdagen. Så i vores bevidsthed var medierne ikke interesserede. Men det ændrede sig lige inden inflation, hvor TV2 News var hooked på historien og ville have et interview med piloten. Dette var der ikke tid til og de måtte pænt vente, til jeg var i luften. Vi var næsten klar til at inflate, men aktiveringen af Colibri loggeren, som skulle logge turen officielt, drillede. Vi havde ikke testet Colibri loggeren dagen inden, så selvfølgelig skulle gøre knuder. Vi fik den dog til at virke og smidt ombord i kurven. Dette forstyrrede og forsinkede inflation en del og det tynde lag af luft, som separerede vinde 50 m, oppe blev mindre. Vi fik derfor hurtigt ballonen i luften, men da var ballonen mere urolig, end jeg havde forberedt mig på hjemmefra. Samtidig kunne jeg ikke få tallene mellem min løfteevne og hylstertemperaturen til at passe. Dette stressede mig voldsomt. Jeg tog derfor en hurtig beslutning, baseret på min grundige forberedelse og erfaring, om at gå i luften med mulighed for at lande snart efter. Og beslutningen var helt rigtig. Jeg strøg af sted med 56 km/t med det samme og med en rigtig god hylstertemperatur.


2013.04.01.2Og så tog flyvningen ellers fart. I luften havde jeg travlt med at tjekke alt mit udstyr igen, finde mig til rette i 2,000 ft., få åbnet min flyveplan, meldt mig på transponder og de andre ting, man skal gøre. På samme tid blev følgeholdet væltet af medierne. Anders var udset som bindeleddet mellem mig og jorden under selve forsøget og skulle være min wingman. Han havde også medieansvaret, men da der ingen interesse var forinden, havde vi ikke ændret i dette. Men da Anders blev væltet af medierne, byttede rollerne hurtigt på jorden. Christoffer måtte smide kaffen og være en meget aktiv del af hele følgeholdet resten dagen.


Vi havde under planlægningen aftalt at lave forskellige kontrolpunkter ned gennem Danmark. Det første ved Sorø og det andet mellem Sjælland og Lolland-Falster. Hvis gassen ikke så ud til at holde ved Sorø, skulle jeg gå ned inden vandet. Hvis jeg ikke brød mig om at flyve over åbent vand, eller gassen ikke holdt ved indgangen til Lolland-Falster, kunne jeg gå ned igen. Samtidig var det sådan, at hvis ikke alle var enige om at vi fortsatte, så skulle forsøget lukkes.


Efter de første par gasberegninger og det første stykke vand var det hele stadig GO. Jeg tog derfor en lav flyvning over Knuthenborg Safaripark og fik set lidt tigre, bisoner og andre dyr. Samtidig kunne jeg lave fem radiointerviews på vej over Lolland, da der ikke er megen mobildækning mellem Sjælland og Lolland.


Efterhånden som jeg nærmede mig Femern Bælt, nærmede det største stykke vand sig også. Dette oplevede jeg især gennem Copenhagen Information, som blev noget mere opmærksomme på, hvor jeg var og hvordan min flyveplan ville udvikle sig.

 

2013.04.01.4Turen over Femern Bælt var utrolig smuk og jeg nød lidt te og kakaomælk under krydsningen. Efter ca. 1 time begyndte jeg at se den tyske kyst med Rostock, som jeg havde sat som mit indflyvningspunkt. Hastigheden var dog nede på 35 km/t, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med. Jeg vidste, at når jeg passerede kysten, ville den første rekord være i hus, så alt derefter var bare bonus. Men tidsrekorden, som var mit oprindelige mål, var stadig langt ude i horisonten.

 

Vindenes hastigheder var på denne tid af dagen noget andet end forudsagt og retningerne udviklede sig lidt anderledes. Jeg skiftede derfor højde og fra 5,500 ft. og opefter fandt jeg 72 km/t med samme retning, som vi havde planlagt. Jeg skiftede derfor højde og blev deroppe på vej ned gennem Tyskland. Med den hastighed forsvandt Tyskland hurtigt under en. Hylstertemperaturen var stadig tilfredsstillende i 7,000 ft., så jeg blev deroppe med retning direkte mod Berlin. De første 30 km i Tyskland var der skyfrit, men så begyndte skyerne så småt at bygge op længere nede over Tyskland. Meteorologen lovede tørtermik til maksimalt 2,000 ft. Det lignede helt bestemt tørtermik, da der ikke var CB-saft i dem. Men de stoppede først i 4,000 ft., hvilket jeg på det tidspunkt ikke tillagde nogen betydning.


2013.04.01.6Da jeg nåede til Tyskland, opstod yderligere et væsentligt problem, som kom til at følge mig på resten af flyvningen og som tog meget af mine ressourcer. Jeg mistede fuldstændig kontakten til mit følgehold, både på mobilen og radioen. De havde taget Rødby-Puttgarden-færgen, men var 120 km væk fra mig og halsende på vej mod mig. Med 72 km/t havde jeg ingen forventninger om, at de ville kunne nå mig eller hjælpe ved en landing. Alle de beregninger og den ro, de havde givet mig undervejs, var væk og jeg var nu i sandhed alene i 7,000 ft. i et fremmed landskab og uden for min tryghedsfære, idet jeg ville være landet for længst under en normal hyggeflyvning. Med det samme slog en tanke ned i mig, ansporet af foredraget fra forrige års generalforsamling i DBu. Der havde vi Noviair ude og fortælle, at man principielt kunne få Copenhagen Information til at bestille pizza til en. ”Hvis de kan det, så kan Bremen FIR vel godt ringe til mit hold og give mig deres transponderinfo?” tænkte jeg med det samme. Og ganske rigtigt det kunne de. Jeg kaldte derfor op til Bremen FIR hver halve time og fik dem til at fortælle mit hold, hvor jeg var og at alt var ok.


Som turen gik sydover skulle jeg også begynde at finde et godt sted at lande. Jeg havde af Christoffer fået friske vejrmeldinger på landinger i op til 30 km/t. Så jeg skulle finde et sted med mange og lange, åbne marker, da jeg ud over hastigheden også forventede let tørtermik. Området blev fundet syd for Müritz See. Et sidste planlagt opkald blev gjort til Bremen FIR og så begyndte rejsen mod jorden.


Nede ved overfladen kunne jeg godt se, at det blæste lidt, så jeg gjorde mig klar til en hård landing. Jeg gik ned og mærkede vinden i de forskellige lag og udså mig et stort område med marker blandt de mange store skove og søer, som fandtes i området. Der var fire marker på række, med levende hegn af træer imellem. Da jeg kom ned, gik det af sted med små 26 km/t i starten. Jeg kom henover en del skov og skulle til at lande på marken, da hastigheden bag skoven gik ned til 8-11 km/t, selv langt fra skoven. Jeg havde stadig et par hundrede meter til marken og tænkte, at det bliver da en dejlig landing. Den hårde landing skød jeg til hjørne og forberedte mig på en dejlig afslutning efter en lang og krævende flyvning. Umiddelbart inden jeg landede fik jeg det voldsomste indtryk jeg nogensinde har oplevet på hylsteret og blev kastet mod jorden. Jeg har højst sandsynligt, uden at vide det, fløjet i en termikboble. Jeg var derfor alt for kold og fyrer med dobbeltbrænder med det samme. Jeg fik en hård jordkontakt, hvorefter jeg prøvede at få stabiliseret ballonen og brugte derefter de sidste to marker på at komme godt ned og lande igen.


Lettere chokeret og meget træt, var jeg endelig nede og følgeholdet var fremme 40 min. senere. Indtil de kom, fik jeg hjælp af lokale tyskere til at pakke sammen, da vindstødende i det område er meget kraftige.


Da følgeholdet endelig kom frem og jeg tænkte ”Yes, vi er færdige”, så begyndte alle de radio interviews og alm. interviews, som vi ikke havde kunnet lave undervejs, fordi vi havde mistet forbindelsen mellem hinanden. Jeg pakkede næsten intet sammen, men var konstant i telefonen. Anders havde gennem Danmark slidt en telefons batteri op og kørte nu på nummer to. I alt var tre telefoner i gang samtidig, da interessen fra Danmark var utrolig stor. Det første Anders sagde til mig, da han så mig var, at han nu styrede mit liv, i hvert fald resten af dagen og at jeg ingen råderet havde. Så var jeg sat på plads. Det næste jeg fik, var et kram fra både Christoffer og Henrik med et ”Godt gået, 281 km bliver svært at slå!”.


2013.04.01.7Turen hjem gennem Tyskland gik med debriefing og presse interviews, samt upload af billeder og film med forbindelser, som er dårligere end et 32K modem.
Vel hjemme troede, vi det hele var slut, men allerede mandag morgen fortsatte medieinteressen. Jeg var kun lige landet i Stockholm, fuldstændig smadret, før end Anders havde arrangeret, at vi skulle i Aftenshowet. DR sørgede for, at jeg kom hjem med det samme, så vi fortsatte derinde om aftenen. Hele mandagen bød på flere interviews for mig.


Efter Aftenshowet gik vi ind på en god italiensk restaurant, så jeg endelig kunne give holdet den middag de fortjente. Jeg forsøgte på færgen, men det var vist et ret naivt forsøg. Men nu fik de alle den middag, de så sandelig havde fortjent.


For at vende tilbage til starten, så forstår jeg stadig ikke helt, hvad det er, jeg har gjort. Mange ting kommer drypvist til mig, men der er nogle ting jeg rigtig gerne vil give videre til andre, som vil lave samme type af flyvning.


2013.04.01.8For det første skal du have et rigtig godt hold. Kære Anders, Henrik og Christoffer, det var aldrig lykkedes uden jeres enorme indsats. Den ildhu og måde I har gået til det her på er helt vildt fedt. Jeg vil også gerne sige tak for alt det ekstra udstyr, jeg har kunnet låne af Henrik gennem BallonDanmark og af Christoffer. Det er utrolig rart at flyve med dubletter af vigtige instrumenter.


Når du planlægger en flyvning af denne dimension, skal du være ekstrem god til at uddelegere. Du skal tænke alle tænkelige og utænkelige scenarier igennem. Gør det ikke som et halvt alene-projekt, det vil stresse dig på dagen. Vær flere om det.


Jo længere tid din flyvning varer, jo flere af de kendte variable forsvinder. Vejret tager en uventet drejning, nye problemer dukker op og du falder mere og mere tilbage på redundans og sikkerhed. Tænk på det.


Træn grundigt inden, både mentalt og fysisk. Hvornår har du sidst kørt fuld load på dit hoved i 6,5 timer? Du kommer til at overse tegn på, at du f.eks. flyver i en termikboble i slutningen af flyvningen. Det ville du ikke overse under en normal flyvning. Erkend at du bliver træt og at du tager dårligere beslutninger.


”Play as you practice”. Med andre ord, forventer du at lande i termik, så tag ud og flyv i det. Lær, hvad der sker og lær at lave hårde, men konsekvente landinger.


Fra projektets begyndelse skal du udpege en person, som har nok bestemmelse til at stoppe forsøget, når som helst og hvor som helst. Den person skal have fuld indsigt i alle dine tanker og planer, men han har muligheden for at betragte det hele fra sidelinjen, så han ser måske nogle ting, du ikke ser.


Skal du flyve over store havområder med stor hastighed, bør du have to følgehold, så du ikke mister den store støtte, de udgør for dig.


Sådanne flyvninger er svære uden støtte eller sponsorer. En særskilt og uvurderlig tak sender jeg derfor til Viking Gas A/S, som støttede mig hele vejen gennem processen med frikort på gastanken. Tusinde tak for de mange hundrede liter gas.


Efter omkring 281 km og 6,5 times flyvning, 1.100 km i følgebil og over 2.500 kr. i mobilregninger, er jeg glad for at have gjort det her. Jeg kunne liste mange flere ting op, men mange af dem er individuelle fra person til person. Jeg vil derfor afslutte denne helt utroligt livsgivende oplevelse med at sige, at hvis du vil gøre forsøget efter, så kom og snak med mig, nogle af de andre på holdet eller andre med disse erfaringer. For der er i sandhed høstet nogle erfaringer på det her hold, som ikke findes på skrift derhjemme. Jeg håber med denne beretning at have gjort det nemmere for fremtidige piloter at opleve verden på en helt ny måde gennem en ballon.


De blødeste landinger.


Niels

Dette års sidste store stævne var VM i Battle Creek, Michigan, USA. Dette er et stævne jeg havde set meget frem til, da det netop foregik i Balloon Valley i USA. Glæden var da også stor ved gensynet med USA og deres fantastisk flyveforhold. Forholdene var så fantastiske, at man kunne flyve morgen og aften stort hver dag. Dette stævne endte derfor også med at blive det til dato hårdeste stævne for mig og hele DONG Energy holdet med i alt 10 flyvninger og 30 task. Det er mere end de sidste mange års EM flyvninger og tasks tilsammen!

At der derudover var omkring 16 grader om morgenen og 34 om aftenen, gjorde det overhovedet ikke nemmere. På trods af de utroligt mange udfordringer med lånt udstyr, grej der ikke passede sammen, et hårdt program og alle mulige andre problemer, så overskyggede den enorme venlighed fra befolkningen, det gode vejr og det smukke landskab alt. Efter en lang og hård uge, hvor der var brændt propangas af for over 200.000 $ eller over 92 ton, kunne vi få en god 38. plads med hjem. Vi viste igen rigtig gode takter og lå på en samlet 15. plads indtil få flyvninger før stævnet lukkede. De sidste mange års konstante fremgang holder stadig ved og det gør kun de næste mange år mere spændende.

Jeg har samlet et udvalg af billeder i vores galleri. Hvis du gerne vil læse beretninger fra hver enkelt flyvning, så tag et kig på www.mundtballoons.dk.

 

/Niels