Det var en sand glædens dag i går, da jeg fik at vide, at Henrik havde fået sin tilladelse til at flyve kommerciel ballonflyvning i Danmark. Dette projekt har kørt i utrolig lang tid og krævet meget arbejde og mange involverede for at få i mål.

Et stort tillykke til Henrik og Robert og det bliver meget spændende at følge i fremtiden. Vil du gerne læse mere om det, så kig på BallonDanmarks hjemmeside.

/Niels

Egeskov Træf 2011 blev afholdt i de smukke rammer omkring Egeskov Slot i dagene 10 - 12 juni. Jeg var dernede sammen med Kristina, Søren og Svarre og sluttede mig til Henrik, Anita, Lars og Anders. Jeg var flyvende i både den store og lille DONG ballon og Henrik fløj i vores Folkeferie ballon.

Udover at Egeskov området altid er smukt at flyve i, så velsignede vejrguderne os fra oven, så vi fik fløjet 3 gange og lavet et Night Glow. En af de særlige flyvninger vi havde dernede, var lørdag morgen.

Til denne morgen var den ene sjove konkurrence at finde et vandhul, sø eller lign., og se hvor meget vand man kunne fiske op og efterfølgende lande med. Efter start fra Egeskov, fløj alle balloner, på nær mig, mod vest og den store sø. Jeg satsede på et finde et vandhul senere, mens alle fløj efter den store sø vest for Egeskov. Søren og jeg valgte derfor at gå i 1800 ft. og nyde alle ballonernes forsøg lidt på afstand mens vi strøg nordover. Dette gjorde at vi selv endte langt inde over Fyn med en flyvetid på 2 timer og desværre uden at fiske vand nogen steder. Vi nød dog turen hele vejen og holdt specielt øje med Anders og Henrik.

For anderledes gik det dem. I dag skulle Anders nemlig sætte Henrik af og således på sin første solotur. Da de ikke nåede at finde vand inden Henrik blev sat af, måtte Anders jo selv gøre forsøget på din solotur. Og vupti, 10 min. inde i flyvningen, der var 16 liter ombord. Flot gået brormand !! (Han fik senere Ekstra Blads pokalen for sin flotte dåd)

Men ak, efter denne fisken efter vand, så var han på vej til Jylland. Vi fik dog hurtigt fortalt Anders om de nordlige vinde i højden og pludselig fløj han efter os. Et fantastisk syn for Søren og jeg, at se deres fælles bror flyve i luftrummet sammen med os for første gang alene. Vi glæder os til hans eksamensflyvning!

Lørdag aften var vejret for ustabilt, hvorfor sidste forsøg skete søndag morgen. Oppe 04.00 og klar til at flyve, kunne vi godt se at vi skulle skynde os pga. begyndende instabilt vejr. Vi riggede derfor alle hurtigt til og så var Søren, Svarre og Bing Bonfils klar til at flyve med her til morgen. Denne flyvning skulle være anderledes end normale ture, da jeg havde planlagt at stige op i 8.000 ft, små 2,5 km. Alle havde godt med tøj med, da vi kunne forvente -8 grader deroppe.

Afsted gik det og efter små 15 min. stod vi i 8.135 ft. Hvilket syn og hvilken pludselig kulde. Vi skyndte os ned igen med stort set samme hastighed og lavede en blød og perfekt landing umiddelbart uden for Nyborg.

Man kan om noget sige, at dette Egeskov Træf har specielt for mig, mit crew og hele min familie. Godt vejr, smukker rammer og masser af oplevelser. Alle billeder fra træffet og Night Glow kan ses i vores galleri.

Bestemt et træf der vil se min deltagelse til næste år.

/Niels