DM 2012 var en særlig oplevelse, idet både Henrik, Anders og jeg var med på en gang. Henrik var crew for Anders, Anders fløj fiesta og jeg var med på DONG Energys hold. For mig var dette det bedste DM til dato, da vi blev Danmarksmestre efter mange års tørke. Det var fedt endelig at lykkes med det og det er den første titel der er kommet i hus, men bestemt ikke den sidste. Et noget andet perspektiv havde Anders på DM. Anders deltog som fiestapilot for første gang og har derfor sammenfattet følgende omkring stævnet.

 

Min første deltagelse ved et mesterskab, som certificeret ballonpilot, blev en realitet ved Danmarksmesterskabet 2012. Efter at have deltaget som navigatør for min bror, Niels Hvid, ved junior VM, blev der lagt hårdt ud med tårnhøje ambitioner. Disse blev dog nedjusteret en anelse, da et af kravene for at deltage som konkurrencepilot er mindst at have 30 flyvetimer i logbogen, hvilket jeg dog ikke kunne prale af. Derfor måtte jeg ”nøjes” med at deltage som fiestapilot, hvoraf holdnavnet: Team No Stress bl.a. stammer fra.


Efter en sen tilmelding som fiestapilot (2 dage efter tilmeldingsfristen), blev et ballonhold hurtigt rekrutteret fra familiens egne rækker. Ganske atypisk DM så det ud til at vejret ville gunstige flyvninger morgen og aften for hele stævnet, men som den første konkurrenceflyvning nærmede sig, skulle det dog vise sig, at det danske vejr/-udsigter ikke er til at stole på. De første to flyvninger blev nemlig aflyst før vi kunne nå at indstille vækkeuret. Torsdag aften nåede vi dog ud til et herligt startfelt på Vestsjælland, lige som første briefing afsluttedes, der dog var uden betydning, da vejret kun gav anledning til den ene udskudte start efter den anden. Til sidst blev konkurrenceflyvningen helt aflyst, men da jeg var opsat på at få en masse flyvetimer, drag mandskabet og jeg ud for at finde en anden startplads og udnytte aftenens sidste sollys. Det blev en kort men herlig flyvning på 45 minutter og i luften fik jeg da også selskab af et andet flyveivrigt ballonhold.


Den næstfølgende morgen fik vi besked på at møde ved selvsamme startfelt som aftenen forinden, der dog endte med samme udfald fra stævneledelsen: Cancelled due to bad weather! Min flyvelyst var dog ikke blevet stillet aftenen forinden, men denne blev dog undertrykket da stævnelederen kunne berette om 20 knob allerede i 500 fod! Herved ville en flyvning være at gamble med udstyr og mandskab. Vi vendte derfor snuderne hjemad og så frem mod aftenens flyvning.


Fredagens aftenbriefing foregik på en sportsplads i Tølløse. Vores mødetidspunkter ved fællesbriefingerne var dog i bedring, i og med at vi denne gang ankom på startpladsen inden briefingen startede. Dette blev demonstreret overfor resten af stævnet, da vores chauffør, ganske uvidende, valgte at køre direkte gennem de 10x10 meter, hvor stævneledelsen skulle afholde fællesbriefing umiddelbart efter vores ankomst! Det var da også en noget forundret og målløs stævneleder, der for et kort øjeblik stoppede helt op, kneb øjnene sammen og stirrede blindt mod os i ren fortvivlelse over vores entre. Man kan roligt sige at som fiestadeltagere tog vi os enkelte friheder, primært med henblik på mødetider ved briefingerne, hvoraf holdnavnet jo passede: Team No Stress.

 

Vejret viste sig dog endelig fra sin bedre side, men lige akkurat som briefingen sluttede, begyndte regnen. Først 1 time inden solnedgang holdt regnen op og vi blev sendt ud på den første konkurrenceflyvning. Ved op rigning af ballonen sås mine ambitioner og iver for at komme i luften tydeligt. Faktisk lidt for tydeligt, da en af de andre fiestapiloter kom over, greb fat i min arm og sagde: ”Rolig! Som fiesta skal du vente på at konkurrencepiloterne er lettet!”. Han vidste dog ikke at jeg allerede havde fået klar-signal fra stævnlederen. Stævneledelsens kommentar ved debriefingen var da også meget sigende: ”You did also seem very keen to get going?!”

Det blev kun til 40 min. i luften og da jeg var fiestapilot, havde jeg først grønt lys for take-off, da den sidste konkurrencepilot var gået i luften. Dette betød at jeg ikke kunne fange de samme vinde, som de første balloner, hvorfor mit uofficielle resultat for aftenens eneste task (JDG) landede på 1,2 kilometer. Dette var også den allerførste flyvning, hvor jeg og min navigatør, Søren Hvid, samarbejdede ud fra et konkurrenceperspektiv.

 

Lørdag morgen lagde vinden sig endelig, hvilket betød at stævneledelsen havde klargjort en 5 task flyvning (6 for mig, da målkrydset i den nærmest liggende by ved en fejltagelse ikke skulle bruges alligevel). For Team No Stress stod den derfor på: JDG, PDG, PDG, Angel, FON og FON. Nu blev Søren og mine egenskaber for alvor sat på prøve og min eneste anciennitet over Søren, ved konkurrenceflyvning, stammede utvivlsomt fra Junior VM i Litauen. Ydermere blev jeg først orienteret om JDG 30 sek. før take-off, hvor jeg allerede havde fastlagt PDG’erne. Ikke desto mindre kom vi ind over JDG og kastede markeren 24 meter fra målkrydsets midte. Derefter skulle der kæmpes gevaldigt for de næste 2 konkurrencer, netop fordi jeg havde gået all-in for at ramme JDG. Vi ramte derfor den første PDG i en afstand af 120 meter, som jeg aldrig ville have opnået uden hjælpen fra min navigatør. Den næste PDG var desværre ikke meget bedre, da jeg havde placeret den et stykke ude i landskabet, men da først jeg kom i luften havde jeg nærmest ingen vind, der kunne bringe mig derud. Derfor kom vi ikke nærmere end 400 meter. Herfra gik jagten ind på at lave den største kursændring og takket være et kraftigt stig, opnåede vi et flot resultat på ca. 80°.
For at score bedst muligt i de sidste 2 konkurrencer, skulle samarbejdet mellem Søren og mig kulminere, hvilket det også gjorde. Efter at have udset os 2 mål, fløj vi ind på dem og passerede det første i en afstand af ca. 20 meter. Vi valgte dog at foretage en landing mere eller mindre direkte ovenpå sidste målkryds, fordi vi nu havde været i luften i godt 3 timer og havde næsten ingen gas tilbage i cylindrene.
Ridende på morgenflyvningens bølge af succes mødte vi op til aftenflyvningen, dog med en ny agenda. Vi ville nemlig ikke være 100 % konkurrencemindede, simpelthen fordi vi følte at have fået tilstrækkelig udbytte og lærdom fra morgenens flyvning. Aftenflyvningen stod derfor på mandskabs-/passagerflyvning. Og ved DM’s sidste flyvning viste vejret sig atter fra sin værre side og der blev først givet grønt flag med 1 time og 15 minutter til solnedgang. Derfor var eneste task en Hare & Hound, hvor jeg, på trods af at have 2 passagerer med, hvoraf den ene aldrig havde fløjet ballon før, kom ind over målkrydset i små 25 meters afstand.


All-in-all var DM 2012 et fantastiskt og velarrangeret mesterskab, der dog desværre ikke havde vejret med sig. En hurtig point- og placeringsudregning efter mesterskabet viste at, vi ville have kommet ind på en flot 3. eller 4. plads! Jeg lærte en hel del om konkurrenceflyvning samt hvordan jeg håndterer det bedst og så fandt det enormt sjovt, spændende og vildt udfordrende, der kun giver anledning til deltagelse ved fremtidige events. Uanset hvordan jeg havde grebet DM 2012 an, ville jeg ikke have kunnet klare det uden mit fantastiske mandskab. Derfor vil jeg gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed overfor hele mit crew: Anita, Lea, Henrik, Søren samt til tider Niels (han var stor hjælp mht. briefinginformationer, da vi jo ofte kom for sent til dette).

 

/Anders & Niels

1st FAI Junior World Hor Air Balloon Championship i Marijampole, Litauen, er nu afsluttet. Det var det første stævne for alle på følgende måde: 

  • Det første stævne, hvor jeg selv fløj og lagde taktikken 80%, med stærk støtte fra Anders, min bror.
  • Det første stævne nogensinde for Anders, hvor han var navigatør. Anders skulle derfor både betjene Moving Map med Ozi Explorer og en logger til vores konkurrencer. To ting, som han aldrig har prøvet før, og som han klarede helt til UG.
  • Det første stævne, hvor Henrik var på jorden som crew chief igen siden de tidlige 90'ere og skulle omstille sig til at levere de oplysninger fra jorden, som vi i kurven skulle bruge ved de nye og anderledes konkurrencer med loggere. Henrik har aldrig været på jorden til konkurrencer med loggere og den måde at lave tasksetting på og det krævede således en del tilvænning for at kunne se det anderledes aspekt af konkurrencerne. Alt sammen noget, som jeg af egen erfaring ved, at man ikke lærer at mestre ved et stævne.
  • Svarre, en gammel ven fra gymnasiet, har været med en håndfuld gange under flyvninger herhjemme, men aldrig i konkurrence regi. Svarre skulle derfor lære hele jargonen at kende, rytmerne, op og ned i tempo og at køre i udfordrende terræn i en Ford Mondeo stationcar (hvilket langt fra er en optimal bil til noget som helst ballonmæssigt, hvor der ikke er asfalt).
Det var således på utrolig mange måder et rookiehold, der var med, men på andre måder et sammentømret og erfarent hold, som troppede op i Litauen. Jeg har gennem årene været med til utallige stævner i ind- og udland og har altid været mægtig irriteret over, at man som crew skal smide nogle penge efter et stævne + sin tid, men at man ikke er garanteret en flyvning før eller efter stævnet. Sådan spiller klaveret ikke på mit hold, hvorfor vi forlod Danmark allerede kl. 0800 søndag morgen den 20 maj. Vi havde ca. 22 timers hygge og forberedelse foran os gennem de små 1700 kiliometer vi skulle tilbagelægge til Marijampole i Litauen.

 

Selve turen til Litauen gik uden problemer og uden mindeværdige oplevelser, og vi ankom derfor med højt humør allerede om mandagen kl. 10. Vejret var dejligt med højtryk, 30 grader og masser af sol. Vi begyndte så småt at indfinde os på vores værelser, rigge til og i det hele taget gøre bil, trailer og værelser konkurrence klar. Efter en hurtig lur, kunne vi se via DMI, at det absolut var flyvevejr samme aften. Vi lod ikke chancen passere, så vi gik straks i sving med at køre ud i landskabet og teste alle vores systemer. Vi fandt en mark i den sydøstlige del af konkurrence kortet, fik sat ballonen op og tog en racertur over det litauiske landskab. Med 40 km/t flyver man hurtigt henover hele konkurrence kortet.

 

Det litauiske landskab var for det meste fladt, men havde dog sine egne særkender. Overalt var der højspænding varierende fra 15.000 V til 110.000 V. De var strøet med mild hånd ud over hele landskabet og skabte en slags "jorden brænder"-følelse hos mig. Det ville være en udfordring at flyve lavt her, og jeg kunne ligeså godt komme igang med at vænne mig til det.

 

En anden specialitet ved litauerne er, at hver gård har 3 køer, som de malker hver morgen. Alle husdyr, hvad enten det er køer, heste, hunde, geder eller noget tredje, er lænket til jorden og har en cirkel på ca. 4 m at være taknemmelige for. Det skal man lige have i baghovedet, når kommer ræsende over trætoppene, at dyrene reelt ikke har nogle flugtmuligheder.

 

Efter ca. 54 min. flyvning landede vi, og vi havde fået lavet en Fly In på over 9 kilometers afstand, som vi passerede 100 m. fra. Første flyvning gav gode takter, men vi skulle ud igen, for helt klar var vi ikke. Vi kom derfor ud igen om tirsdagen, både morgen og aften, og fik på 2. træningsflyvning alle problemerne. Flyradioen døde, som drev bærbaren, og så døde den også. Men så måtte vi klare os med kort og pen, og det var slet intet problem. På selvsamme flyvning valgte Henrik at lege med 12 voltstikket til følgebilsbærbaren, fordi stikket ikke var så godt i forbindelsen. Henrik glemte bare, at en Leathermann og en tændt bil er en dårlig kombination. Så følgeholdet fik lov til at køre i blinde på anden flyvning, da vi ingen sikringer havde med (fandt vi ud af).

 

På den tredje flyvning var der lidt flere balloner i luften, og vi fik trænet 3 Fly in til mål, smidt en marker 10 m fra krydset (markeren er nu doneret til lokale litauere, da de så den faldt og tænkte den pyntede i deres hus) og teste alle vores ideer. Mod slutningen af flyvningen havde vi ikke meget gas tilbage, da jeg ser en ballon i det fjerne lavt. Anders og jeg beslutter os for at jagte den og lave en contest landing hos den. Nu gik jagten ellers fra 8 km afstand, og da de opdagede vi var efter dem, gjorde de det ikke nemmere. Til sidst gik de ned på en lille mark i et stort sø område, så vi havde intet visuelt på dem. Anders var dog skarp og fik hurtigt tegnet ting ind på kortet og lavet pejlinger, så jeg havde autopilot med. Det viste sig at være Thomas Schon (AUT), som boede på samme hotel som os, vi jagtede. Vi kom hen over skovkanten og lavede et free markerdrop 5 m fra kurven. Denne afsluttende jagt gav et godt punktum for vores 3. flyvning.

 

Næste morgen var det flyvevejr igen, men med tanke på, at vi havde været hele vores liste igennem og konkurrencen startede samme aften, valgte vi at sove længe. Gennem de 3 træningsflyvninger ønskede Henrik og Svarre ikke at se Litauen fra oven, da de sagde de ikke kunne være mere ligeglade. Stor var min forundring over denne udmelding, men jeg finder senere ud af, at det var fordi de var bange for at smadre grejet derover inden stævnet.

 

Stævnet begyndte nu her onsdag, men med stærke vinde (ikke ift. danske forhold) og manglende styrbarhed, ville stævneledelsen ikke flyve onsdag aften, torsdag morgen eller torsdag aften. Øv, tænkte vi.

 

Der var derfor store forhåbninger, da vi troppede op kl. 0500 fredag morgen, for en 3-tasker ville da være fint. Men næ nej, så nemt skulle det ikke være. Vi fik 5 tasks, mange tak, Henrik fik næsten kaffen galt i halsen. Well, Anders og jeg gik i gang med de mange forberedelser til en Pilot Declared Goal (PDG), Fly In (FIN), Hezitation Waltz (HWZ), Land Run (LRN) og et Fly On (FON). De måtte flyves i any order og det blev de. Vi fandt et perfekt sted nordøst for Marijampole og startede sammen med de svenske hold. Taktikken var lagt om at tage FIN, så HWZ, PDG, LRN og slutte med FON lige inden konkurrenceområdet sluttede. Selve flyvningen gik rigtig godt med 480 m på FIN, 5 m på HWZ, en 5 m på PDG, 56 km2 på LRN og desværre 1,6 km på FON. Desværre deklarerede vi vores mål dybt forkert, så 2 konkurrencer vil vi få no score i. Grunden til fejlen er 100% min, da jeg ikke havde fortalt Anders godt nok, hvordan man betjente loggeren. Anders kunne betjene loggeren og tasksheetet hver for sig, men at stykke det sammen, det gik galt. Pisse ærgerligt, men 100% min fejl. Faktisk havde vi et Go Pro kamera med på alle vores tidligere flyvninger, men det stoppede efter denne flyvning. Til dels fordi vi havde svært ved ikke at få kameraet til at fokusere forkert, men også til dels fordi, at ikke alt kameraet optager er lige heldigt. Sagt på en pæn måde, så blev jeg ikke begejstret, da jeg fandt ud af, at Anders havde droppet en marker og sat 3 mål, inden vi var kommet ind på det første mål. Dagens flyvning endte efter 2 timer og 24 min 800 m ude på en mark, så der var dømt kaffe og kage til holdet.

 

Næste flyvning var samme aften med Fly In (FIN), Watership Down (WSD) og en Angle (ANG). Vi samarbejdede igen med de to svenske hold om et godt startsted. Vi lagde os dog på den forkerte side af hovedvejen, hvilket vi først så, da vi kom i luften og så resten af flokken på den anden side. Jamen, så er der kun en ting at gøre: Det er at kæmpe, og det gjorde vi. Vi vidste, vi havde højredrej i højden, så af sted med os til 2 km højde, hvor der er ret koldt. Det hjalp os meget, og over Marijampole, lige inden FIN målet, gik jeg i et for mig heftigt synk. 1000 ft. i min. Mere havde jeg ikke lyst til. Desværre nåede vi ikke ned under de 500 fod, så vi kunne 2D scores, men blev i stedet 3D scoret. Vi fortsatte nu jagten på hareballonen og det så rigtig godt ud. Jeg var dog travlt optaget, da jeg havde stærk trafik omkring ballonen. Efter små 35 min. landede hareballonen og Henrik og Svarre forsøgte at guide os ind på den. Henrik havde dog den pågældende dag tabt noget elementær matematik, så han oplyste os om jordvinde, som slet ikke fandtes. Det endte med at koste os 500 m og en masse point. Det var vi ret ærgerlige over, da vi faktisk lå skidegodt til målet. Men det måtte vi jo så hente ind på Anglen bagefter, og det gjorde vi noget så eftertrykkeligt. Flyvningen endte efter 1 time og 18 min. midt på en vej, da vi havde set nok af naturen på forrige flyvning.

 

Sidste konkurrencedag viste sig at være lørdag morgen, og siden vi havde lært ikke at få kaffen galt i halsen, så ville en servering med 5 tasks igen ikke være et problem. Så det fik vi. Det var en Judge Declared Goal (JDG), Hesitation Waltz (HWZ), Pilot Declared Race to An Area (RTA), Elbow (ELB) og en Fly On (FON). Vi planlagde igen intensivt, men var begrænset af, at opgaverne skulle flyves in order. På JDG fik vi ca. 12 m, HWZ 6 m, RTA fik vi plus 40 sek., ELB gav 89,6 grader og vores FON estimerede vi til 9 m. Det specielle ved denne konkurrence var hastigheden mellem opgaverne. Fra launch til JDG var der 4 min., fra JDG til HWZ var der 9 min. og fra HWZ til deklaration af RTA var der 7 min. Du kan se vores Flight Report Form her. Hele flyvningen endte efter 1 time og 28 min., igen midt på en vej. Efter flyvningen var jeg ganske tilfreds med vores indsats.

 

Det viste sig desværre efterfølgende, at dette var sidste flyvning og det var utrolig trist. Mange af os var ikke enige i beslutningen om at aflyse sidste flyvning. De andre dage havde vi stået på et forblæst startfelt og fået en aflysning, men her aflyste stævneledelsen ved briefingen, selvom der ikke var vind på startfeltet. Nuvel, sådan er det. Men pludselig kommer Svarre og Henrik og siger de meget gerne vil flyve. Personligt var jeg træt og lidt trist ved mode, for ville virkelig give den en skalle her til sidst. Men vil holdet flyve, så skal der flyves, så rollerne blev byttet om. Alt det de synes vi havde været ulidelige med under stævnet fik vi retur under deres flyvning og det samme gjorde vi. Det blev faktisk en sjov afslutning, hvor det meste samtale i radioen var latter begge veje. De startede i Marijampole centrum og fløj næsten helt ud af konkurrencekortet. Denne aften viste sig at være særlig smuk og de nød den virkelig. Det var også her jeg fandt ud af, at de gerne ville flyve før stævnet, men var bange for at ødelægge grejet.

 

Efter sidste flyvning gik vi i byen og drak os godt sjove, inden afslutningsceremonien næste dag og vores lange tur hjem. En liste over alle resultaterne fra flyvningerne kan ses i det følgende. Den totale score kan ses her:

 

Task # Task Type Resultat Score Placering i konkurrencen Se Total Task Score
1 Pilot Declared Goal No Result 77 24 Klik her
2 Fly In No Result 38 26 Klik her
3 Hezitation Waltz 4,57 m 924 7 Klik her
4 Land Run 50,00 km2 808 4 Klik her
5 Fly On 1.551 m 192 22 Klik her
6 Fly In 852 m 346 18 Klik her
7 Watership Down 448 m 481 14 Klik her
8 Angle 36 grader 779 4 Klik her
9 Judge Declared Goal 14,24 m 423 16 Klik her
10 Hezitation Waltz 7,50 m 462 15 Klik her
11 Pilot Declared Race to An Area + 34 sek. 856 8 Klik her
12 Elbow 88,86 grader 346 17 Klik her
13 Fly On 31,00 m 805 4 Klik her

 

Gennem turen har vi også taget utrolig mange billeder. De vil komme i vores galleri så hurtigt som muligt.

 

Jeg kunne fortælle meget mere om vores oplevelser derovre med dårlig gaskvalitet, brændere der går ud, metal i tankene, en fantastisk venlig befolkning, da vi vækkede en hel by om aftenen med gratis heliumballoner, sjove oplevelser med lokalbefolkningen, at se balloner flyve 1,5 m over 110.000 V ledninger (hvor Anders straks siger "Ad, det er ulækkert" og kigger fluks ned i kortet igen) og meget meget mere. 

 

Litauen er et fantastisk land på utrolig mange måder og kanter. Et smukt østeuropæisk land med sine udfordringer og gaver. Hvis du nogensinde får muligheden for at flyve i det, besøge det eller lign., så gør det endelig. Jeg og holdet har gennem vores tid derovre knyttet venskaber til folk for livet, både i Litauen, men også på den anden side af Atlanterhavet samt i flere andre lande.

 

Til slut skal der lyde en stor hyldest til hele mit hold, som har stået mig last og brast, selv når jeg var lidt umulig (en pilot er sjældent umulig, det ved vi jo godt:) ), samt til hele den danske ballonverden for den interesse, jeg har fået herhjemmefra. En særlig tak går også til Finn fra Dan Prop, som fik repareret vores propel lige op til vi skulle af sted. Uden den var vi aldrig kommet i luften. Ej heller var vi kommet afsted uden den store støtte i vores familiebaglang. Mange tak!

 

/Niels

Så er 2. flyvning hernede afviklet. Det var en Fly In på festen i byen Marijampole, en Watership Down og til slut en angle. Vores FIN gik ikke så godt, da vi måtte i 2 kilometers højde for at finde en god vind. Det var rigtig køligt og ikke specielt rart. Vores WSD gik bedre, vi fulgte hare ballonen godt og vi scorede ok i forhold til resten af feltet. Vores ANG forventer jeg rigtig meget af, da vi klarede os meget fint her. 

 

De første provisoriske resultater er nu oppe og vi har faktisk ikke tabt så meget. Utroligt mange har fået No Result, så det hjælper alt sammen. Eneste minus kl. 0028 her om natten er at arrangørerne har EN gas slange til 29 hold! Det er under al kritik og stakkels stakkels Henrik holder nu et gudsforladt sted i Litauen og håber på at få noget gas.

 

Vi er alle ved godt mod og vil fortsætte kampen i morgen. God nat derhjemme:)

 

/Niels

Stævnets 3. flyvning er nu veloverstået. Trætheden begynder at melde sig hos alle, dog desværre primært drevet af et elendigt tankningssystem hvor man kun kan fylde en flaske ad gangen og det tager en krig at blive færdig. Efter at have landet i går kl. ca. 2100, var Henrik hjemme kl. 0100 i nat, for at stå op 0345. Det gør ikke betingelserne nemmere.

 

På trods af dette klarede vi os faktisk ganske udmærket i dag. Vi fik en Judge Declared Goal (JDG), en Hezitation Waltz (HWZ), en Pilot Declared Race to an Area (PRA), en Elbow (EBW) og en Fly On FON. Det var rigtig god styrbarhed igen i dag, så vi fik ca. 14 m. på JDG, 6 m. på HWZ, 40 sek. på PRA, 89,6 grader på EBW og 9 m. på FON.

 

Maskinen kører nu rigtig velsmurt og vi vil fortsætte den gode stime i aften til den sidste flyvning ved dette VM. Jeg vil gerne skrive mere om det hele, men orker ikke mere nu og skal også prioritere søvnen lidt. I kan følge med i resultaterne her.

 

/Niels

Så er vores første flyvning ved VM overstået. Vi fik en mavepuster af opgaver med en Pilot Declared Goal (PDG), Fly In (FIN), Hezitation Waltz (HWZ), Land Run (LRN) og et Fly On (FON). De måtte flyes i any order og det blev de. Vi fandt et perfekt sted nord øst for Marijampole og startede sammen med de svenske hold. Taktikken var lagt om at tage FIN, så HWZ, PDG, LRN og slutte med FON lige inden konkurrenceområdet sluttede. Selve flyvningen gik rigtig godt med 480 m. på FIN, 5 m. på HWZ, en 5 m. på PDG, 56 km2 på LRN og desværre 1,6 km. på FON. Desværre deklarerede vi vores mål dybt forkert, så 2 konkurrencer vil vi få no score i.

 

Jeg er oprigtig stolt af hele holdet og den måde at et fuldstændig rookie hold i de nye konkurrenceformer kan klare sig så godt. Alt her er nyt med måder at konstruere og planlægge konkurrencen, måden det foregår på og meget mere. Hele holdet arbejder hårdt og er dygtige til det de laver. Nu skal vi lige justere de sidste ting til, så bliver det rigtig skægt at flyve med. Dagens flyvning endte efter 2 timer og 24 min 800 m. ude på en mark, så der er dømt kaffe og kage til holdet.

 

Tak fordi du følger med, jeg vil forsøge at opdatere bloggen her, så snart jeg får tid igen. Resultaterne kan du se på stævnets officielle side.

 

/Niels