Jeg blev fra barnsben introduceret for varmluftsflyvning med modelballoner gennem min far, Henrik Vedel Jørgensen. Kort efter fulgte balloner i fuld skala, og fra min første flyvning, har de været så godt som en fast bestanddel i mit liv.

 

Lige fra jeg har været gammel og stor nok til at deltage har jeg været en fast del af crewet på OY-GOP. Jeg er ligeledes at finde som crew på ballonen OY-FOL og begyndte i 2007 at uddanne mig til ballonpilot. Men det hele blev lagt delvist på køl, da jeg mellem skole, fodbold og arbejde ikke havde meget tid tilovers. Gennem alle årene har jeg deltaget ved mange stævner og mesterskaber, også for modelballoner, samt opereret som crew chief ved VM i Østrig i 2008.

 

2011 skulle dog blive et år med fremskridt. I den tidlige sommer fik jeg fløjet min første soloflyvning ved Egeskov Ballontræf, denne flyvning indbragte mig min første ballonpokal for at have samlet 17 liter markvand op, undervejs på flyvningen. Efter denne flyvning kvalificerede jeg mig til den praktiske eksamination og i en alder af 22 år, havde jeg gennemgået, bestået samt modtaget mit balloncertifikat.

 

Da jeg nu er blevet ballonpilot skal jeg "bare" ud, og nyde en masse flyvetimer samt flyve med vidunderlige mennesker. Først skal jeg dog finde tiden mellem mit arbejde og snarligt afsluttende studie (jan. 2013) og jeg drømmer om at have mandskab samt udstyr til deltagelse ved konkurrenceflyvninger, men denne gang som pilot!