Flyvning har altid haft min interesse. At flyve er hvad det handler om. At det i mange år har været ballonflyvning er tilfældigt. I min opvækst tilbragte jeg det meste af min fritid med at bygge og flyve alle mulige former for modelfly og under min ingeniøruddannelse fløj jeg svævefly i Polyteknisk Flyvegruppe. Jeg fløj ballon første gang i 1989 og gennemførte uddannelsen til ballonpilot med Lau Laursen og Hans Willadsen som instruktører i 1992. Fra 1996 og frem til nu har jeg fløjet Folkeferie.dk’s varmluftballon. Det er blevet til næsten 400 timer i luften over Danmark, Sverige, Norge og Østrig med masser af gode flyvninger, oplevelser og venskaber. Som instruktør har jeg uddannet min ældste og yngste søn, Niels og Anders Hvid samt hele familien og mange af mine venner er med omkring ballonen.